Nye forestillede landskaber
Af Marie Inge Malberg

 

A piece of land is a bar of gold
21/11 – 21/12

 

Et stykke land er aldrig blot et stykke land. Det er et billede, et løfte, et økonomisk potentiale og et kulturelt spejl. I udstillingen A piece of land is a bar of gold stiller Maiken Stæhr et billede for en ny landbrugsproduktion op, et slags moderne teknologisk bud på en ny produktionsæstetik og landskabsmaleri.

 

Landskabet i udvikling og til debat

Vi står overfor den største jordomlægning i flere hundrede år, der involverer 250.000 hektar landbrugsjord, som skal omlægges for at øge arealet til natur, skov og sikre et bedre vandmiljø. Udstillingens titel klinger derfor aktuelt i en tid, hvor arealanvendelse er til debat, og pladsen er træng. Selvom der ligger et enormt potentiale og løfte i titlen, fornemmer man samtidig ironien, for ikke alle stykker land og alt jord er lige meget værd.

Et stykke land kan ikke kun være guld værd i konkret monetær forstand, men også billedligt, for hvordan vi udnytter vores landskab, udgør en hjørnesten i vores nationale identitet. Det blev tydeligt ved Danmarks sidste omfattende arealomlægning fra 1700- til 1800-tallet, hvor landskabet blev omformet fra vild natur til landbrugsjord og tømmerproducerende skove. Denne udvikling blev billedskønt dokumenteret af de danske guldaldermalere, der illustrerede marker side om side med den vilde natur - billeder, der den dag i dag præger vores syn på, hvad den ideelle danske natur er.

​

Træd ind i det nye landskabsbillede

I A piece of land is a bar of gold træder du ind i et billede af landbruget. Du bliver ikke præsenteret for et harmonisk, sammenhængende billede, men fragmenterede delelementer. Marken, køleskabene, billederne og langbordet fremstår som dele i en stadig mere usynlig forsyningskæde, som opleves ikke blot fra én betragterposition som i guldaldermaleriet, men fra flere blikpunkter obstrueret af et tungt jerngitter. Omend udstillingen ikke viser et idylliseret billede af nutidens landbrugsproduktion, er det heller ikke et rent dokumentarisk. Der er genkendelighed i den plasticoverdækkede mark, det stærke vækstfremmende lys og haveredskaberne. Objekterne tilbyder et umiddelbart løfte om produktivitet, men er i deres bearbejdning transformeret til æstetiske objekter og fremstår som nostalgiske spøgelser.

Udstillingen er et bud på en ny produktions- og landbrugsæstetik, blottet for romantik men fyldt med fascination af overflader og modsætninger. Der ligger derfor ikke en vurdering eller dom over landbruget, men et ønske om at præsentere Stæhrs egne erfaringer som studerende ved Den Økologiske Landbrugsskole, operator ved et vertikalt landbrug og billedkunstner. Værkerne udstiller et potentiale for at få noget til at gro samt potentialet i bearbejdningen af og forståelsen for eksisterende landbrugspraksisser, traditionelle såvel som nye.

 

Forventningen om noget, der kan vokse

Midt i udstillingens kølige æstetik og teknologiske overflader ligger en spirende fornemmelse af liv. En forventning om, at noget kan gro, måske ikke konkret, men som en idé, et potentiale, en mulighed for forandring. I de plasticoverdækkede flader spores et løfte om produktion og vækst, men også en melankoli over det, der er tabt i effektivitetens navn.

Hvor guldaldermaleriet fastholdte landskabet som et sted for harmoni og dyrket skønhed, illustrerer Stæhr i stedet landskabet i en tilstand af overgang. Hendes værker opløser det stabile perspektiv og skildrer et nyt, fragmenteret landskab, hvor æstetik, natur, teknologi og produktion glider sammen i et nyt uroligt landskab. Noget vi kan mødes om omkring de dækkede borde, som en høst af nye indsigter, muligheder og fælles fortællinger.